Tilstandsrapport Aalborg

Hvad er det, og hvorfor skal man bruge den?

Ved køb og salg af bolig bør der altid være udarbejdet en tilstandsrapport. Sammen med elinstallationsrapporten er den et krav for, at der kan tegnes en ejerskifteforsikring. Tilstandsrapporten giver en samlet vurdering af husets synlige skader, der kan nedsætte husets funktion og værdi. Samtidig er den med til at kortlægge tegn på skader eller forhold, der med tiden kan udvikle sig.
Selv om en tilstandsrapport ikke lovpligtig, så anbefales det altid at få en udarbejdet, for at minimere risikoen for ubelejlige overraskelser for både sælger og køber, både før og efter hushandelen.

 Kan man bestille en tilstandsrapport til alle slags hjem?

Det er muligt at bestille en tilstandsrapport på et hus, et sommerhus og en ejerlejlighed. Det er dog ikke så tit, man laver eftersyn på ejerlejligheder, da ejerlejlighedens fælleseje nemlig gennemgås – ellers er rapporterne ikke gyldige.

 Hvad indeholder en tilstandsrapport?

En tilstandsrapport består af tre dele:

-Den bygningssagkyndiges resultater af huseftersynet og karakterer til de enkelte bygningsdele.

-Dine egne bemærkninger og oplysninger om boligens skader.

-Bygningskonstruktioner og oplysninger til ejerskifteforsikring.

 Hvad indeholder tilstandsrapporten ikke?

-Elinstallationernes funktion og lovlighed – de gennemgås i elinstallationsrapporten.

-Æstetiske eller arkitektoniske forhold.

-Sædvanligt slid og bygningens normale vedligeholdstilstand.

-Bagatelagtige forhold, som man ikke kan regne med vil påvirke boligens brug eller værdi nævneværdigt.

-Planløsningen og boligens indretning samt boligens placering på grunden.

-Boligens lovlighed, bortset fra åbenlyse overtrædelser af byggelovgivningen.

-Inventar som hårde hvidevarer.

-Udendørs svømmebassiner og tilhørende pumpeanlæg.

-Markiser og baldakiner.

Som sælger vil du dog stadig være ansvarlig for sådanne forhold. Som sælger skal du derfor orientere køber klart og tydeligt, hvis du opdager sådanne forhold.

Hvis du som sælger ønsker sådanne forhold vurderet, kan du bede den bygningssagkyndige eller en anden fagmand om en vurdering.

Hvem skal sørge for bestilling af tilstandsrapport?

Det er sælger, der skal sørge for at bestille en tilstandsrapport. For at få udarbejdet en tilstandsrapport skal du kontakte en beskikket bygningssagkyndig.

Som sælger kan du også alternativt få din ejendomsmægler til at formidle kontakt til et forsikringsselskab, der så finder en bygningssagkyndig, men ejendomsmæglerne må ikke formidle den direkte kontakt mellem sælger og bygningssagkyndig.

Klager

Hvis en tilstandsrapport er mangelfuld eller åbenlys forkert, har den bygningssagkyndige et professionelt ansvar. Til gengæld kan du ikke gøre den sagkyndige ansvarlig for skjulte skader, der var umulige at konstatere ved huseftersynet.

Når en beskikket bygningssagkyndig udarbejder en tilstandsrapport, skal han være helt uvildig. Som sælger skal du sørge for, at der er adgang til alle dele af huset, og du har ikke mulighed for at påvirke eftersynet. Hvis du opdager fejl i tilstandsrapporten, bør du gøre den sagkyndige opmærksom på det, så han får mulighed for at rette den, inden der opstår problemer.

Som køber vil din ejerskifteforsikring normalt dække skader, som den sagkyndige ikke har registreret. Det er dog ikke alle købere, der tegner denne forsikring.

KILDE: boligejer.dk

Du kan også læse mere om tilstandsrapporter på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside.

Book salgsvurdering